Parketgulv: Passer det til dig?
Overvejer du om et parketgulv skal være dit næste gulv, så kan du her læse mere om, hvad gulvtypen egentlig er for en størrelser og dermed vurdere om et parketgulv er det rette valg for dig.
Hvad er et parketgulv?
Det der i gulvbranchen kaldes et parketgulv er et trægulv, hvor hvert bræt har en overflade, der består af flere stykker træ modsat et plankegulv, hvor overfladen kun består af et stykke træ. Overfladen består ofte af 3 stykker eller stave, hvilket gør at gulvtypen også ofte kaldes 3-stavs parketgulv.
De fleste parketgulve er i dag udstyret med et moderne kliksystem, der betydeligt forenkler montagen, da det gør, at gulvet ikke skal fuldlimes til undergulvet, men derimod kan lægges som et svømmende gulv. Dette gør det nemmere selv at lægge gulvet også, hvis du ikke er den fødte håndværker, dermed har du mulighed for at spare udgifterne til en gulvlægger.
Hvad er fordelene ved et parketgulv?
Den klart største fordel ved at vælge et parketgulv er, at gulvtypen generelt er billigere end et plankegulv. Så ønsker du dig et trægulv, men er budgettet knap så stort, så vil det være en god ide at se på parketgulve frem for plankegulve. Prisforskellen skyldes, at de stykker træ, som skal anvendes til at fremstille et parketgulv er mindre end det stykke træ, der skal til for at producere et plankegulv.
En anden fordel ved et parketgulv frem for et plankegulv er at de mindre stykker træ giver gulvet et mere levende og karakterfuldt udseende.
Hvad er ulemperne ved et parketgulv?
Vil du hellere have et gulv med en enkel og ensartet overflade, så vil et plankegulv til gengæld være et bedre valg. Det levende karakterfulde udseende er dermed også en af ulemperne ved et parketgulv.
En anden ulempe er prisen for selvom et parketgulv er den billigste type trægulve, så er gulvtypen stadig ikke helt billig. Har du brug for et billigere alternativ, så er laminatgulve med trælook et godt bud.
Hvilke typer parketgulve findes der?
Parketgulv findes i utroligt mange forskellige varianter, så du har et stort udvalg at vælge imellem.
Parketgulve findes i mange forskellige træsorter, hvoraf de mest almindelige er eg, ask, ahorn og bøg, men du kan også få parketgulve i træsorterne valnød, kirsebær, merbau og wenge.
Udover forskellige træsorter kan du også få parketgulve i forskellige sorteringer, der svinger fra det eksklusive ensartede look til et mere rustikt look.
Endeligt findes parketgulve med forskellige typer overfladebehandling, der både har betydning for gulvets udseende og praktiske egenskaber.
De mest udbredte typer overfladebehandling er olie og lak. Et olieret parketgulv har en helt særlig følelse, men er også forholdsvis plejekrævende, da gulvet skal have genopfrisket olien med jævne mellemrum. Et lakeret parketgulv har ikke helt den samme følelse, men er til gengæld mindre plejekrævende.
Er et parketgulv det rette gulv for dig?
Et parketgulv er altså dette rette valg for dig, hvis du gerne vil have et trægulv, der ikke er alt for dyrt samt hvis du gerne vil have et trægulv med et levende og karakterfuldt udseende.